UPDATE
20. november 2024
Shazam er nu oppe på 100 milliarder identificerede sange
Det svarer til 12 identificerede sange pr. person i hele verden
Shazam har nu officielt identificeret over 100 milliarder sange, siden tjenesten blev lanceret. For at sætte det i perspektiv:
- Det svarer til 12 identificerede sange pr. person i hele verden.
- En enkelt person ville være nødt til at bruge Shazam til at identificere en sang hvert eneste sekund i 3168 år for at nå op på 100 milliarder.
- Det er over 2200 gange antallet af søgninger på Shazams mest populære sang nogensinde, “Dance Monkey,” som er blevet identificeret over 45 millioner gange.
- “Beautiful Things” af Benson Boone fra Shazams forudsigelser for 2023 blev det første nummer fra i år, der nåede op på 10 millioner søgninger, og den gjorde det også hurtigst, på blot 178 dage. Med det tempo ville det tage over 4800 år, før den nåede op på 100 milliarder.
“Denne imponerende milepæl afspejler ikke bare, hvor meget folk kan lide at bruge Shazam, men også hvor stor appetit de har for ny musik,” udtaler Oliver Schusser, Apples Vice President for Apple Music og Beats. “Opdagelsen af musik er centralt for alt, hvad vi foretager os, og vi fortsætter med at innovere for at sikre, at musikelskere verden over kan trykke på Shazam-knappen, uanset hvor de hører musik!”
Shazam blev lanceret i 2002 som en SMS-tjeneste i Storbritannien. Dengang skulle brugerne taste 2580, holde deres telefoner op for at identificere musik og derefter modtage en tekstbesked med navnet på sangen og kunstneren. Shazams popularitet og indflydelse blev ved med at vokse i de følgende år, men det var lanceringen af App Store og Shazams iOS-app i 2008, der gjorde denne teknologi tilgængelig for millioner af brugere. I sommeren 2011 havde Shazam allerede identificeret over én milliard sange.
Da Shazam blev en del af Apple-familien i 2018, blev det starten på en ny æra af teknologiske fremskridt og innovationer, som nu giver musikfans flere og hurtigere muligheder for at opdage musik end nogensinde før.
En af de nyeste innovationer er Musikgenkendelse i iOS og macOS, som giver brugerne mulighed for hurtigt at identificere musik omkring dem eller i apps, selv når de bruger hovedtelefoner. Den nyeste watchOS-opdatering går skridtet videre ved at tilføje Shazam som en widget til Smart stak, så den kan foreslå musikgenkendelse, når den opdager musik i nærheden. Integrationen af Shazam-appen i Handling-knappen på nyere iPhone- og Apple Watch-modeller gør det nemt at identificere sange ved bare at trykke på knappen og holde den nede. Shazam forbedrer også oplevelsen for dens Android-brugere, med den nyeste Wear OS-opdatering, som gør det muligt at identificere sange direkte fra brugerens ur. Og med Shazams hurtigindstillingsfelt er der nu direkte adgang til brugernes historik.
Shazams stadig stigende popularitet kan også skyldes, at den altid følger de globale musiktendenser og øjeblikke, som f.eks. under OL i Paris, da “Nightcall” af Kavinsky blev den mest identificerede sang på ét minut. Dette er resultatet af Shazams kontinuerlige arbejde for at flytte grænser, når det kommer til musikopdagelse, samtidig med at tjenesten hjælper de 300 millioner personer, der bruger den hver måned, med at holde kontakten til deres yndlingskunstnere.
Lyt til Shazam-listen Top 100 Songs of All Time på Apple Music.
Del artikel
Media
-
Tekst i denne artikel